Det var en af den slags søndage, hvor luften emmede af en helt særlig magi, og hvor familiens tætteste var samlet for at overvære et øjeblik, der vil blive husket for evigt. Forældrene stod med bankende hjerter, da de små piger blev båret frem til dåben, omgivet af varme blikke, dæmpede smil og en dybfølt taknemmelighed, som kunne mærkes helt bagerst i kirkerummet. Det var en dag, hvor tiden syntes at stå stille et øjeblik, mens højtideligheden sænkede sig over selskabet. De to små hoveder, prydet med spæde lokker, mødte døbefondens vand, og i det sekund blev der sat et evigt minde i familiens krøniker.
Emma Kjeldgaard-Haun og Nora Kjeldgaard-Haun fik her deres navne i en ceremoni, der ikke kun markerede en kirkelig handling, men som først og fremmest var en kærlighedserklæring fra to stolte forældre. Der blev hvisket kærlige ord, og der blev sendt blikke, som bar på mere end tusind ord, mens ritualetskredse lukkede sig om de to små hovedpersoner. Efter selve handlingen fulgte den varme krammer og de tårevædede lykønskninger, hvor lettelse og overvældende glæde fik frit løb blandt de fremmødte gæster. Ingen, der overværede det, kunne undgå at blive ramt af den sjældne oprigtighed, der prægede lokalet. Det stod hurtigt klart for enhver, at disse børn ikke blot er ønskede, men at de er elsket på en måde, som trodser almindelige sproglige beskrivelser og rækker langt ud over det sædvanlige.
Det var starten på et nyt kapitel, hvor fremtiden ligger åben som et ubeskrevet blad, fyldt med drømme, håb og ubetinget opbakning fra dem, der står dem nærmest.
