Der er en livsstil, som Eva Ravnbøl mener, danskerne med fordel kan stjæle lidt fra. Den handler ikke om flere mål, mere effektivitet eller endnu en smart app, der skal hjælpe os med at få styr på hverdagen. Tværtimod. Italiens nonnaer viser ifølge Ravnbøl værdien af at sætte tempoet ned, lægge telefonen væk og give sig selv tid til de små ting.
Tendensen kaldes Nonna-maxxing og er vokset frem på sociale medier som TikTok og Instagram. Navnet kombinerer det italienske ord for bedstemor, nonna, med internetudtrykket maxxing, der handler om at optimere eller maksimere bestemte dele af sit liv. Her er målet altså at lade sig inspirere af de italienske bedstemødres mere langsomme og analoge måde at leve på.
Det vækker genklang hos mange, der kan huske en tid, hvor en ferie ikke nødvendigvis indebar en telefon i hånden. Som barn tilbragte fortælleren sommerferierne hos sine bedsteforældre i Søndervig. Mormoren var kogekone og lavede blandt andet grydekylling med sprødt skind, sovs og syltede agurker. Dagene gik med haveslangens vandspreder, fordi Vesterhavet ofte var for voldsomt, og med at masseproducere malede sten til en lille vejbod.
Der var ingen mobiltelefoner eller tv. Når aftenerne blev kedelige, blev der spillet kort, mens mormoren hæklede og morfaren broderede. I dag ser ferierne anderledes ud. Telefonen bliver brugt til at tjekke vejrudsigter, og tanken om at smide fjernsynet ud af sommerhuset mødes ikke ligefrem med begejstring, når både VM i fodbold og Tour de France fylder i kalenderen.
Netop længslen efter tiden før telefoner og smarte apps er en del af forklaringen på, hvorfor Nonna-maxxing rammer noget hos så mange. Eva Ravnbøl, der har boet i Rom siden 1990, ser tendensen som en modbølge til et moderne liv, hvor alt helst skal være hurtigt, effektivt og planlagt.
– Trenden er paradoksalt nok opstået på de sociale medier, men den er selvfølgelig en modbølge til vores hæsblæsende og stressende liv, hvor alt skal være så hektisk, effektivt og skemalagt. Nu skal der skrues ned for tempoet og for alle vores maskiner, siger Eva Ravnbøl.
Hun beskriver en ægte nonna-livsstil som noget, hvor telefonen, computeren og iPad’en får lov til at ligge. I stedet kan tiden bruges på at hækle, strikke, løse krydsord, læse papirbøger, tale med andre mennesker og lave mad fra bunden med gode råvarer. Og det handler ikke om at sende kvinder tilbage til kødgryderne. Nonna-maxxing er ifølge Ravnbøl for alle køn og alle aldre.
Hun oplever selv på tæt hold, hvordan italienerne giver plads til pauser. De kan standse på gadehjørnet for at tale med nogen, sætte sig på en café eller klappe en stol ud og blive siddende lidt. Selv hvis de egentlig er på vej videre, kan samtalen være vigtigere end at nå frem præcis til tiden.
I Italien findes begrebet vita lenta, det langsomme liv. Det handler om at være til stede, finde glæde i de enkle øjeblikke og ikke hele tiden haste videre. Et andet udtryk er dolce far niente – glæden ved ikke at lave noget nyttigt.
Ravnbøl fremhæver også værdien af kaffepauser. I stedet for at haste gennem gaderne med en kaffe i hånden kan man sætte sig på en kaffebar, drikke den langsomt og tale med andre mennesker. Hun mener desuden, at danskerne kunne blive bedre til at tale med fremmede.
Det kan være så enkelt som at spørge om vej i stedet for at følge Google Maps, tale med grønthandleren eller baristaen, hilse på naboen eller spørge en person ved busstoppestedet, hvor vedkommende skal hen.
Også almindelig høflighed fylder meget i Ravnbøls beskrivelse af den italienske hverdag. I Italien hilser man eksempelvis på hinanden i elevatoren. Man anerkender, at man befinder sig samme sted. Et smil eller et kompliment kan ifølge Ravnbøl være en lille handling, men samtidig få andre til at føle sig set.
Hun peger også på byen Acciaroli syd for Napoli, hvor mennesker bliver usædvanligt gamle. Forskere har undersøgt stedet, og blandt forklaringerne er livet ved havet, fisk, hjemmedyrkede grøntsager og ikke mindst de stærke relationer mellem mennesker. Folk hjælper hinanden, taler sammen og handler for hinanden. Det sociale fællesskab viste sig at være lige så vigtigt som den gode mad og havluften.
For dem, der gerne vil prøve kræfter med vita lenta uden at flytte til Italien, har Ravnbøl et enkelt råd: Skru ned for kalendergymnastikken. Når hver eneste time er planlagt, bliver der ikke meget plads til spontanitet.
Hun peger på de mange to-do-lister, pligter og aktiviteter, som fylder moderne familieliv. Skole, Aula, kagebagning, arrangementer, badminton og fodbold skal passes ind, og selv om vi har fået digitale hjælpemidler, er det ikke nødvendigvis lykkedes os at få mere tid.
Derfor bruger hun et andet italiensk udtryk: scialla. Det romerske ord betyder at tage det roligt og ikke stresse. Det handler ikke om at være ligeglad med aftaler, men om at acceptere, at alt ikke behøver at gå efter planen.
Hvis børnene eksempelvis spiser lidt senere end planlagt, fordi der er blevet lavet god mad, går verden ikke under. Og hvis kagen til Olivers klassefest ikke bliver bagt, fordi tiden i stedet blev brugt på en god kop kaffe med en veninde, er det ifølge Ravnbøl også helt i orden.
Hun erkender samtidig, at hun selv kan bruge for meget tid på sociale medier. Men hendes arbejde giver hende også mulighed for nogle gange at holde lange pauser. Når der ikke er en stor historie, kan hun gå langsomt ned ad gaden, tage på kaffebar, tale med mennesker og gå på markedet. Nogle gange ændrer planerne sig undervejs, og det accepterer hun.
For Ravnbøl er det netop noget af kernen i Nonna-maxxing: at være mere åben, smilende og til stede. Og så selvfølgelig at bruge mindre tid foran skærme. Den tid kan i stedet gå til en bog, strikning eller madlavning.
Hun mener, at vi bør spørge os selv, hvorfor vi synes, at madlavning skal overstås på otte minutter, når vi samtidig kan bruge langt mere tid på telefonen uden egentlig at have noget vigtigt at lave.
For Ravnbøl er madlavning nemlig ikke bare en pligt. Det er en pause. Hun nyder at handle, finde gode råvarer og lave noget fra bunden. Selvom hendes børn er flyttet hjemmefra, kan hun stadig finde på at lave pasta sugo og tage hen til dem med maden, hvis hun ved, at de kommer sent hjem.
Der er nemlig meget amore i maden, mener hun. Mad kan være et kærlighedssprog, og det italienske køkken blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i december sidste år. En vigtig del af forklaringen er netop, hvordan maden samler generationer og mennesker på tværs af klasseskel.
Italienerne kan også have travlt og sidde med telefonerne, men søndagsfrokosten har stadig en særlig plads. Her kan familien sidde sammen i flere timer, spise god mad og tale med hinanden.
Det får tankerne tilbage til sommerhuset i Søndervig, hvor der heller ikke var skærme, smarte apps eller konstant kontakt. Mormorens mad stod måske ikke på nogen kulturarvsliste, men de rolige timer omkring spisebordet har stadig en værdi. Og måske er det netop den slags øjeblikke, som den nye Nonna-maxxing-tendens forsøger at bringe tilbage.
Om Eva Ravnbøl: Eva Ravnbøl er journalist, forfatter og korrespondent for TV 2. Hun er uddannet i engelsk og italiensk fra CBS og har tidligere været vært på madprogrammer som blandt andet Min italienske drøm. Hun har udgivet flere kogebøger, senest Guds eget køkken numero 2. Eva Ravnbøl er 61 år, bor i Rom og har to børn med sin italienske eksmand.
