At træffe store og modige valg har altid været en fast del af tilværelsen for Katerina Pitzner, som gennem årene har måttet navigere i både professionelle og private storme. Beslutningen om at pakke kufferterne og flytte til Italien var endnu et markant skridt i den retning. Det primære formål var at skabe en fysisk afstand til den vante hverdag i Danmark for derigennem at opnå den nødvendige mentale plads til at tænke helt nye tanker.
Hverdagen i det sydlandske er da også blevet markant forandret, selvom hun nu har fundet en fast rytme derunder. Omgivelserne føles fuldstændig anderledes, ikke mindst fordi hun kaster sig ud i nye gøremål, og fordi hun befinder sig et sted, hvor hun ikke kender et eneste menneske på forhånd. Selvom der er en mulighed for, at det ændrer sig med tiden, nyder hun i fulde drag den frihed, det giver at kunne bevæge sig uforstyrret rundt uden risikoen for hele tiden at falde over bekendte ansigter. Tilværelsen beskrives som dybt fredfyldt.
Hjemme i Italien deler hun bolig med sin yngste datter, Ophelia, som er tæt på at afslutte sine studier, hvorefter de to skal finde ud af, hvad fremtiden bringer. Hverdagens trummerum består af rolige gåture med lille Eddie – den hund, hun har overtaget efter Elvira – samt skrivearbejde, besvarelse af henvendelser i hendes metafysiske brevkasse og spirituelle seancer over Zoom. Resten af tiden går med at lade tankerne flyve frit, hvilket hun kan fordybe sig i i timevis. Hun kan nemt føle, at hun er strålet væk til en anden dimension i tre-fire dage ad gangen, hvilket hun finder utrolig befriende. Samtidig minder den metafysiske filosofi hende om, at alting skal være i hårfin balance; jo mere æterisk og åndelig energi man omgiver sig med, desto vigtigere bliver det at sørge for en fast jordforbindelse.
Når det kommer til fremtidsudsigterne, regner hun bestemt ikke med at slå permanente rødder i det italienske land for evigt. Det skyldes ikke mistrivsel, men snarere en indre uro og en grundlæggende følelse af altid at være på vej mod nye horisonter. Hun betragter ikke sig selv som den rodløse type, men finder tværtimod en dyb inspiration i at slå sine folder et sted, hvor alt er ukendt. Inden flytningen tog hun på flere forberedende ture for at mærke stemningen og energien på egen krop, hvorefter hun dykkede ned i de lokale ritualer som at finde den café, hvor de lokale drikker deres kaffe, og indsnuse atmosfæren i de gamle kirker. Selvom hun ikke bekender sig til en fast religion, fascinerer kirkernes pompøse rum og storslåede naturformler hende dybt. Bjergene minder hende om den særlige klarhed, man oplever i et fly, hvor himlen åbner sig, og det bliver muligt at overskue tilværelsens virkelige retning.
