At miste nogen, man elsker betingelsesløst, river op i fundamentet af ens tilværelse, men for den folkekære skuespiller Mette Horn har det fulgt med en tung skygge af tabu og tavshed. Da hun tog det endelige og hjerteskærende afsked med sin trofaste og elskede 11-årige brune labrador, Woody, ramte en lammende og uforudsigelig sorg hende med uformindsket styrke. Processen op til hans sidste stunder var præget af en dyb og nervepirrende ventesorg, hvor hun forsøgte at navigere i de svære følelser, mens hun samtidig følte en snigende skam over at sørge så voldsomt over et kæledyr. I de sidste tre måneder af hans liv flyttede hun op i sit sommerhus for at skabe de mest harmoniske rammer, hvor han kunne være omgivet af natur og mennesker, der holdt af ham. Det blev et kærligt farvel, hvor venner, naboer og bekendte kom for at tage afsked, og hvor hunden fik lov til at blive aet og nusset, indtil han faldt endegyldigt i søvn, fuldstændig udmattet, men gennemelsket til det sidste.
Alligevel kæmper hun med et stærkt udtalt behov for at forsvare sin smerte over for omverdenen, idet hun gentagne gange mærker trangen til at tilføje, at det jo bare var en hund, hvilket blot understreger, hvor meget vi overser denne dybe og ægte følelsesmæssige reaktion. Sorgen forsvandt ikke, blot fordi det var et firbenet væsen, og hun understreger, at samfundet er nødt til at tale meget mere åbent om denne oversete type tab, i stedet for at lade folk gå alene med de tunge og skamfulde tanker i det skjulte. Natten efter at Woody døde, og hun var vendt tilbage til sin faste bolig, vågnede hun op i en komplet og hjerteknusende fortvivlelse, ramt af en ubeskrivelig panik over at have glemt at tænde et lys, så han kunne finde hende i mørket. Hun måtte stå ud af sengen i nattetimerne og tænde lamperne i sit hjem for at sikre, at kontakten mellem dem ikke blev brudt, overbevist om at hendes gerning ville hjælpe ham på vej. Disse gribende og dybt personlige oplevelser viser en side af tabet, som rammer de helt nære og sårbare strenge, hvor grænsen mellem det håndgribelige og det åndelige flyder ud, og hvor minderne lever videre i hver eneste krog af hverdagen, uanset hvad andre måtte mene om intensiteten i hendes sorg.
